Glem myten om, at innovation kun handler om patenter og profit. I en verden fuld af komplekse kriser, er det humanisten, der evner at stille de dybe spørgsmål, som samfundet hungrer efter. Mød Finn Thorbjørn Hansen, der flyttede filosofien fra lænestolen ud på hospice og hospitaler, og hør hvorfor især ’undringsdreven innovation´ måske er det dybeste, du kan gøre for din forskning.

Forestil dig en flod, hvor strømmen i overfladen går stærkt, pisket op af møder, undervisning, administration og strategier, der skifter retning som vinden blæser. Det er her, den moderne forsker hurtigt kan komme til at befinde sig det meste af tiden; fanget i en travl hverdag, siger Finn Thorbjørn Hansen, professor i anvendt filosofi. Dybere i floden, i det midterste lag, går strømmen lidt langsommere. Det er her de små periodiske lukkede ’frirum’ er; det er forskningsprojekterne som er betalt, hvor forskeren får lov og tid til at lukke sig omkring et emne. Men her risikerer forskeren at blive drevet rundt i akkrediterings-manegen efter den næste bevilling eller den næste politiske- eller samfundsmæssige strømning. Men helt nede på bunden af floden, dybest nede, er der næsten helt stille. Det er her, den dybe langsomme tænkning og grundforskning bor. Det er her, de grundlæggende spørgsmål, der oprindeligt drev os ind i forskningen, får lov til at få ro til at vokse. Det er der, hvor man spørger: ” Hvad er det egentlig, der optager mig som forsker, og hvad kan i grunden gøre verden bedre? ” forklarer Finn. Tragedien i moderne forskning er, ifølge Finn, at vi bruger det meste af tiden i overfladens skumsprøjt og mister kontakten til dybden. For Finn blev vejen tilbage i dybet paradoksalt nok ikke op ad trappen i elfenbenstårnet, men ud ad døren direkte ud i virkeligheden; han fandt den gennem innovationen.

Fra "Wicked Problems" til "Delicate Problems"

Vi hører ofte, at samfundet kalder på løsninger til såkaldte "Wicked Problems" (vilde problemer) som klimakrisen, AI-udfordringer  og ulighed, men her overser vi ofte den menneskelige og mere eksistentielle dimension. Den klassiske tilgang vil angribe disse problemer med ny teknologi eller politiske rammer, men Finn Thorbjørn Hansen peger på et dybere lag. Det han kalder "Delicate Problems". Tag for eksempel ensomhed, som er et massivt problem i velfærdsstaten; under overfladen ligger de delikate spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at høre til, og hvad forskellen i grunden er på at være ensom og det at kunne være alene med sig selv som en vej til eksistentiel sundhed. Det er på samme måde Finns tese, at vi under klimakrisen ikke bare mangler grøn teknologi, men at vi står i en åndelig, kulturel krise, der kræver en humanistisk dimension, som ofte er overset. ”Hvordan er vi havnet i sådan en krise?” Spørger Finn, og foreslår, at det måske er et resultat af den måde, vi lever med og ud fra et bestemt menneske- og natursyn. Ét der er alt for menneskecentreret i stedet for også at drage omsorg for naturen og det mere-end-menneskelige liv, vi er en del af. For at løse hele knuden er teknologi altså ikke nok i sig selv. Her er humanisten uundværlig til at gentænke det menneskesyn og de værdier, der danner grundlag for vores samfund.

Humanistens superkraft: At blive stående i det åbne

Mange forskere frygter, at mødet med praksis vil fjerne fokus fra deres forskning, men Finn opdagede det modsatte, da hans forskning og forståelse mødte virkeligheden hos undervisere på Designskolen Kolding. De så stærke ligheder mellem Finns idéer om undring og den kreative proces, som de arbejder med og ønskede et samarbejde. De spurgte ham, om man kan undre sig uden ord, og gennem skitser og materialer fandt de sammen ud af, at undren også kan være en sanselig handling. Det frembragte en ny indsigt i filosoffen, der indså, at praktikerne sad med en viden, der kunne udfordre dybden, hans lænestol kunne præstere. Denne erkendelse førte til udviklingen af begrebet "undringsinnovation", hvor humanistens særlige styrke netop er evnen til at blive stående i de åbne spørgsmål og bruge undren til at skabe resonans og mening, hvor systemerne ellers kun tilbyder effektivitet og handling.

Radikal innovation skaber nye professioner

At tænke innovativt som humanist handler ikke nødvendigvis om at opfinde en ny dims, men om at skabe nye rum for erkendelse, etiske overvejelser, meningsmuligheder og konkrete forandringer i virkeligheden. Da Finn samarbejdede med et hospice, undrede han sig over, at den åndelige omsorg primært var overladt til præster og psykologer, og spurgte, hvor filosoffen var henne i ligningen. Denne undren blev til handling gennem et aktionsforskningsprojekt, der førte til, at en af Finns specialestuderende blev ansat som Danmarks første hospice-filosof. I dag arbejder Finn videre med koncepter som ”Kulturmedicin”, "Undringskompasset"og "Åndehuller" på hospitaler. Særligt arbejdet med Undringskompasset på hospice og palliative afdelinger er nu slået igennem i Holland, hvor metoden på nationalt plan anbefales som en ny innovativ måde at arbejde med eksistentiel sundhedskommunikation. Det er dialogiske og metodiske greb, der hjælper patienter og pårørende med at navigere i livets sværeste overgange, hvilket skaber en "eksistentiel sundhedsfremme", der ikke kan måles i et regneark, men som skaber enorm værdi for mennesket.

Man skal mestre klaveret, før det bliver til musik

Hvis du vil udvikle din forskning og samtidig skabe forandring, har Finn en række råd, der starter med at insistere på fagligheden; man skal kunne sit fag til fingerspidserne, ligesom man skal kunne spille klaver, før det bliver til musik. Derudover skal man turde bringe legen ind i arbejdet, for "play-based learning" er ikke pjat, men en genvej ud af de fastlåste kasser og ind til det, vi og vores samarbejdspartnere faktisk brænder for. Endelig skal man turde skelne mellem den videnskabelige undren, der søger forklaringer, og den filosofiske undren, der søger mening og resonans. Din forskning har potentiale til at ændre virkeligheden, til at forbedre den, men det kræver, at du tør spørge praksis til råds om din teori. Det kræver, at du tør rejse dig fra lænestolen og sige "Ja!" til de mange spirende muligheder, der ligger i SSH-forskningen for at bringe humanismens indsigter i anvendelse. Det kræver, at du tør skabe forundring og forandring i verden med din forskning.

Finn Thorbjørn Hansen er forskningsleder på forskningsgruppen Tid, Eksistens og Naturforbundethed (TEN) på Institut for Kultur og Kommunikation på AAU. Han har bl.a. skrevet bøgerne At undres ved livets afslutning: Om brug af filosofiske samtaler i palliativt arbejde (2016), At møde verden med undren: Om dannelse, innovation og organisatorisk udvikling i et eksistentielt perspektiv (2018) og aktuelt som medredaktør på antologien Tid, eksistens og naturforbundethed (maj, 2026) og selv er han på vej med bogen Veje til livsundren og eksistentiel sundhed: Kulturmedicin og kulturel modstandskraft i et livsfilosofisk perspektiv (ultimo 2026).