Det kræver mod at lade sin forskning teste uden for universitetets mure. Gevinsten er massiv. For professor Rikke Magnussen er tætte partnerskaber med industri og praksis ikke et skridt væk fra grundforskningen, men en vital metode til at gøre den skarpere. Med succesprojektet GreenEdTech demonstrerer hun, hvorfor innovation ikke handler om at sælge ud. Det handler i stedet om at tage ansvar for den grønne omstilling, lade sin forskning støde sammen med virkeligheden og turde lægge hånden på kogepladen. 

Blandt flere forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab florerer der en tilbageholdenhed over for at koble forskning sammen med innovation. Bekymringen går ofte på, at man forestiller sig, at man i sammenkoblingen risikerer at kompromittere sin akademiske uafhængighed, hvis samarbejdet med f.eks. erhvervslivet bliver for tæt. Man frygter at blive en simpel leverandør. En konsulent, der blindt løser andres bundlinjeproblemer på bekostning af uafhængig grundforskning. Rikke Magnussen kender alt til denne skepsis. Hun er professor ved Aalborg Universitet og har gennem hele sin karriere insisteret på at arbejde tæt sammen med folk uden for akademia. Hendes erfaring tegner dog et radikalt andet billede end den frygtede myte. "Vi bliver ikke rekvireret," fastslår hun blankt. "Vi har selv idéerne".  For hende handler eksterne partnerskaber slet ikke om at afgive kontrol eller levere en bestillingsvare. Forskningen tager tværtimod udgangspunkt i store visioner, hvorefter forskerne finder partnere med fælles målsætninger ude i samfundet. Målet er frem for alt at skabe viden, der forandrer verden. 

En nødvendig faldhøjde

At tage springet fra den trygge teori til den uforudsigelige praksis kræver et ganske særligt mod. Rikke Magnussen arbejder primært med designbaseret forskning. Det betyder i praksis, at hun designer og udvikler konkrete løsninger som en helt integreret del af den videnskabelige proces. Her er faldhøjden pludselig reel. "Vi lægger hånden på kogepladen," forklarer hun. Metaforen er rammende. Hvis en pædagogisk model eller et digitalt design falder til jorden ude i et rigtigt klasselokale, kan forskeren ikke blot gemme sig bag et komplekst begrebsapparat. Sårbarheden er dog netop det element, der gør forskningen knivskarp. Mødet mellem akademisk teori og pulserende virkelighed skaber et stærkt dialektisk feedbackloop. Samarbejdet med omverdenen kaster lys over blinde vinkler; det tvinger forskeren til at spørge sig selv om teoriens sande rækkevidde. Virker det komplekse begreb rent faktisk, når det møder en broget skoleklasse i Albertslund? Giver det udelukkende mening i et lukket tidsskrift eller kan folkene ’på gulvet’ nikke genkendende til det? Innovation i denne form kræver, at man tør lægge sit forskerego til side og acceptere, at man ikke sidder med alle svarene på forhånd. 

Moderskibet og værktøjet

Dette sammenspil mellem forskning og virkelighed kulminerer lige nu i projektet GreenEdTech. Rikke Magnussen og hendes konsortium har sat sig for at løse et af vor tids mest presserende problemer. Den grønne omstilling mangler akut både arbejdskraft og helt nye kompetencer. Ingeniørerne har for længst leveret vindmøllerne og solcellerne, men de menneskelige kompetencer mangler. For at løse dette har forskerne udviklet GET Green en hybrid læringsplatform, bestående af et digitalt værktøj, der bygger rammen for størstedelen af elevernes arbejde, som foregår fysisk ude i klassen, hvor de tegner modeller og brainstormer idéer på papir. I dette univers rykkes elever fra 7. til 10. klasse væk fra passiv skærmtid. De sættes i stedet til at løse autentiske bæredygtighedsudfordringer. Løsningerne udvikles i direkte samarbejde med store aktører som Topsoe, Grundfos, kommuner og forskellige grønne organisationer. Eleverne guides struktureret gennem fire faser bestående af systemtænkning, værditænkning, fremtidstænkning og strategisk tænkning. Det flytter fokus fra individuel skyld til reel handlekraft. 

En videnskabelig pligt

Gevinsten ved dette arbejde er slående for alle involverede parter. Eleverne oplever en hidtil uset mening med skoledagen, fordi de bidrager konkret til samfundet. Virksomhederne bliver ligeledes ofte blæst bagover. Som en repræsentant fra Topsoe bemærker om samarbejdet: "Vi har nogle gange fået nogle idéer ind, som kun børn kan udtænke. Nogle helt skæve idéer, som vores ingeniører aldrig kunne have fundet på." Dette er social innovation i sin mest potente form. Det er orkestreringen af processer, kulturændringer og pædagogik. Viden skaber her håndgribelig fremdrift i den grønne omstilling. Når Rikke Magnussen betragter dette sammenspil udspille sig, betegner hun det som højdepunktet i sin forskning: ”Det er jo på en måde kulminationen af alt det, jeg har arbejdet med i min forskerkarriere. Det her med at se viden blive omsat til noget, der rent faktisk gør en forskel for unge mennesker og for virksomhederne samtidig. Det er der, hvor det hele giver mening.” Det er øjeblikket, hvor abstrakt viden bliver til konkret forandring. Hendes historie står tilbage som et intellektuelt opråb til alle kollegerne. Vores viden om mennesker og samfundsstrukturer er simpelthen for afgørende til udelukkende at leve på universitetet. Den menneskelige faktor er selve nøglen til at lykkes med fremtidens store udfordringer. Det er derfor forskernes direkte pligt at bringe denne viden i spil.